Støt os
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen
I denne artikel besvarer Psoriasisforeningens rådgivningsteam spørgsmål fra medlemmerne. Ofte besvarer de spørgsmål, som mange andre medlemmer også går og spekulerer over, derfor har vi valgt at bringe nogle af de oftest stillede i Hud og Helse.
Brænder du inde med et spørgsmål, behøver du ikke betænke dig eller vente, du ringer eller skriver blot med det samme til Heidi, Kirstine eller Pernille. De er klar til at besvare dit spørgsmål enten pr. telefon eller mail (afhængig af hvilken kontaktform du har valgt) inden for to hverdage.
Spørgsmål: ”Jeg har psoriasis i håndfladerne, som ikke forsvinder, selv om jeg bruger Dermovat. Hvad kan jeg gøre?”
Heidi svarer: ”Psoriasis i håndflader og fodsåler også kaldet Pustulosis palmoplantaris (PPP) er desværre ikke nemt at behandle. De behandlinger, der findes i dag, er kun behandlende og ikke helbredende.
Ofte vender symptomerne tilbage, når en behandling stoppes. Det, du ellers kan gøre, når du har smurt med Dermovat, er at ”lukke” cremen inde med kunstig hud, fx. Duoderm i 3-7 dage og så skifte Duodermen, hvis der stadig er behov for dette. Ofte gentages Duoderm behandlingen 2-4 gange. Denne behandling ”holder” også på eventuelle revner, så de får mulighed for at hele. Duoderm er desværre lidt dyrt. Du kan købe det på apoteket eller på nettet. Nok billigst på nettet”.
Hud & Helse nr. 4-2022
Spørgsmål: ”I et nummer af Hud og Helse skriver Kirstine Rosenfeldt om at holde sig ’lys’ i den mørke tid. Hun anbefaler, at man tager D-vitamin som tilskud i vinterhalvåret, men hvor meget? Vi har været på apoteket for at købe, men de spurgte hvor meget daglig dosis skulle være, og det vidste jeg ikke. Og kan man evt. i stedet få D-vitaminen gennem kosten?”
Kirstine svarer: ”Vi får ikke nok D-vitamin i vinterhalvåret, selvom vi spiser fødevarer med D-vitamin - men jeg vil uanset hvad anbefale at spise masser af specielt fede fisk (anbefalingen er 350 g. om ugen), æg og mælkeprodukter for at få den størst mulige mængde naturligt D-vitamin.
Mængden af tilskud er afhængig af mærke/fabrikant - det anbefales at indtage 10 μg (400 IE) dagligt, men det vil være angivet på dåsen/flasken, hvad daglig dosis er. Det vigtigste er ikke at indtage mere end 50 μg dagligt (25 μg for børn under 11 år), men hvis I følger anvisningen fra fabrikanten, overstiger I langt fra dette”.
Hud & Helse nr. 4-2022
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen