Kom på ungeweekend og få viden, redskaber og mød andre
Livet med psoriasis i hud og led kan byde på mange mavepustere - hvordan takler man det bedst, når man er ung og bare gerne vil leve livet ligesom alle andre? På vores ungeweekender får du viden og redskaber, der kan gøre livet med psoriasis lidt nemmere.
Ungeweekenderne er for unge med psoriasis i alderen 15-35 år. Programmet på hver ungeweekend er bygget op omkring både faglige og sociale aktiviteter med fokus på livet med psoriasis i hud og led.
Ingen ung skal være alene med psoriasis – det er PsoUng’s ambition. Vores arrangementer skaber et fællesskab for unge med psoriasis. Et sted hvor unge kan blive klogere på livet med sygdommen og på sig selv og efterfølgende vende tilbage til hverdagen med fornyet viden, indsigt og energi – og nye venskaber. De unge tager ansvar for fællesskabet og får alle med, ældre som yngre, gengangere som nye ansigter.
Hvad er der på programmet?
Programmet varierer fra weekend til weekend, men herunder kan du læse, hvordan en typisk ungeweekend forløber.
Ankomst fredag eftermiddag, tjek-ind og fælles middag. PsoUng byder velkommen og holder et kort oplæg om deres arbejde, hygge og afslapning resten af aftenen.
Lørdag faglige oplæg oftest ved en hudlæge og/eller anden sundhedsfaglig med masser af information om psoriasis i hud og led og/eller derudover oplæg, workshop eller lign. om et bestemt tema, tidligere har der fx været fokus på kost og madlavningsworkshop, lattercoach, psykolog med oplæg om mental sundhed osv. Generelt gode pauser, lækker frokost og forfriskninger undervejs.
Derudover en anden type social og/eller fysisk aktivitet/oplevelse, tidligere har der været bowling, kuraften, bridgewalking, trampolin-park, museumstur osv. Ofte middag på en restaurant eller lign. som afslutning.
Søndag morgenmad, tjek-ud, evaluering, opsamling og afrunding. På gensyn.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du hjerteligt velkommen til at kontakte ungekoordinator Puk Holm Hansen. Se kontaktinfo i info-boksen.