Børneweekend: Få viden, redskaber og mød andre
Har du et barn med psoriasis? Så tag familien med på børneweekend, hvor I får masser af viden om psoriasis, behandling og livsstil, og dit barn får oplevelser med andre børn, der også har pletter på huden.
Når et barn har psoriasis, er det hele familien, der lever med sygdommen. Måske er diagnosen stillet for nyligt, eller savner du viden og erfaringsudveksling med andre forældre?
På vores børneweekender får du viden og redskaber, der klæder dig som forælder på til at håndtere dit barns psoriasis hele vejen rundt og lægge fundamentet til et godt liv og en god hverdag, med psoriasis i familien.
PsoBørns arrangementer skaber et fællesskab for børn med psoriasis og deres forældre. Et sted hvor familier kan blive klogere på psoriasis, sig selv og knytte nye venskaber og etablere et netværk.
Programmet på en børneweekend er typisk bygget op omkring både faglige og sociale aktiviteter, der er tilpasset både børn og forældre.
Det er Psoriasisforeningens forældreudvalg PsoBørn, der arrangerer børneweekenderne.
Hvornår er næste gang?
Børneweekenderne afholdes typisk to gange om året hhv. forår og efterår. Hold øje med foreningens arrangementskalender, hvor datoerne vil blive annonceret, når tilmelding for næste børneweekend er åben.
Du kan se arrangementskalenderen her