Uddelte legater 2024

Psoriasis Forskningsfondens bestyrelse har i 2024 valgt at bevilge støtte til seks forskningsprojekter.

Psoriasis Forskningsfonden har støttet forskningsprojekter, der skaber ny viden og fremskridt i udviklingen af behandlingsmuligheder til gavn for mennesker med i psoriasis og psoriasisgigt. Projekterne er: 

"Undersøgelse af de underliggende mekanismer bag roflumilast"

Claus Johansen, Institut for Klinisk Medicin, Dermatologisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital, tildeles 149.000 kr. til en undersøgelse af de underliggende mekanismer bag roflumilast. Projektet ”Undersøgelse af de underliggende molekylære mekanismer hvorved roflumilast medierer sine anti-psoriatiske effekter” finder sted i 2024.

Projektbeskrivelse
Specielt T-cellerne menes at spille en central rolle i sygdomsmekanismen ved psoriasis og mere specifikt den subtype af T-celler, der hedder T-hjælper 17 cellerne (Th17). Derfor har der også behandlingsmæssigt været stort fokus på at targetere Th17 cellerne enten ved at hæmme udviklingen af disse celler eller ved at targetere de cytokiner, der produceres af Th17 cellerne. Dette har man med stor succes gjort med de biologiske lægemidler. Vi har i dag en relativ god forståelse af de molekylære mekanismer, hvorved de biologiske lægemidler medierer deres anti-psoriatiske effekter.

En anden gruppe af stoffer til behandling af psoriasis er de såkaldte small molecule inhibitors. Disse administreres typisk som tabletbehandling (eller i nogle tilfælde som topikal behandling) i modsætning til de biologiske lægemidler, som gives ved injektion. Roflumilast er en sådan small molecule inhibitor, som virker ved at hæmme fosfodiesterase 4 (PDE4). I et samarbejde mellem Gentofte Hospital, Bispebjerg Hospital og Aarhus Universitetshospital har der været udført et randomiseret, placebo-kontrolleret, dobbelt-blindet klinisk studie, hvor den kliniske effekt af roflumilast behandling hos psoriasispatienter blev undersøgt. 

Disse undersøgelser er for nylig publiceret og viste god effekt og sikkerhed ved oral (tabletform) roflumilastbehandling. De underliggende molekylære mekanismer involveret i den observerede anti-psoriatiske effekt af roflumilast er dog ukendte. Da roflumilast er et relativt nyt lægemiddel til behandling af psoriasis, er der ikke tidligere studier, der har belyst dens virkningsmekanisme på det molekylære plan. 
I det aktuelle projekt ønsker vi derfor på det molekylære plan at undersøge virkningsmekanismen af roflumilast. 

Vi er fra det ovenfor beskrevne studie i besiddelse af unikke hudbiopsier taget over tid fra psoriasispatienter, der har været behandlet med roflumilast eller placebo. På dette materiale ønsker vi at karakterisere effekten af behandling på sammensætningen af immunceller i huden samt vha. af hel-transkriptom analyse at undersøge genekspressionsprofilen under behandling.

Selvom mange af de lægemidler, der er kommet på markedet til behandling af psoriasis de sidste 10-20 år, er yderst effektive, er der stadig patienter som ikke opnår virkning af behandlingen, eller som taber effekten af den over tid. Desuden er de biologiske lægemidler, som gives ved injektion, ikke altid lige hensigtsmæssige for patienterne. Derfor er der stort fokus på at udvikle nye og effektive lægemidler, som kan gives som tabletbehandling eller topikal (påsmøring) behandling. 

Det er derfor essentielt, at vi forstår de komplekse underliggende molekylære mekanismer, hvorved disse lægemidler medierer deres effekter, så vi fremadrettet bedre kan skræddersy den korrekte behandling til den enkelte psoriasispatient. Dette projekt vil derfor ikke kun bidrage til en bedre forståelse af sygdomsmekanismen bag psoriasis, men også potentielt kunne bidrage til, at vi bliver bedre til at identificere, hvilke psoriasispatienter der vil have bedst effekt af roflumilast behandling. 

”Single-cell RNA sequencing og immuncellulære karakteristika hos patienter med psoriasis og psoriasisgigt”

Kersti Brosbøl Engelund Holm, Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, tildeles 50.000 kr. til via studiet ”Single-cell RNA sequencing og immuncellulære karakteristika hos patienter med psoriasis og psoriasisgigt” at udforske de karakteristika, der kan sammenlignes og som adskiller sig psoriasispatientgrupper imellem på et klinisk, parakliniske og immuncellulært niveau. Undersøgelsen finder sted i 2024 og første halvdel af 2025. 

Projektbeskrivelse
Patienter med moderat-svær psoriasis og psoriasisgigt behandles ofte med nyere biologisk medicin, og en stor del af disse patienter oplever god effekt i starten. Dog oplever en væsentlig del af patienterne en aftagende effekt over tid, og er nødtvungen til at skifte til anden biologisk medicin. De skiftende behandlinger kan være til stor gene for den enkelte patient, der foruden selve behandlingsskiftet samtidig oplever forværring af sygdom i denne periode. 

Termen Personlig Medicin omtales i stigende grad og er under stor forskningsmæssig og klinisk interesse. Termen forsøger at udtrykke en situation hvor behandling målrettes den enkelte patient, dog er termen ikke fuldt defineret. For at kunne forudane hvilke patienter der vil drage fordel af en bestemt type behandling, og hvilke der ikke vil, har vi brug for at afdække den delvist ukendte sygdomsmekanismes relation til de uensartede sygdomskendetegn. 

Formålet med dette projekt er at identificere forskellige sygdomskendetegn ud fra et cellulært og genetisk perspektiv, ved at benytte metoden Single-cell-RNA-Sequencing. Metoden bruges til at analysere blodprøver i forhold til hvilke immuncellulære komponenter det genetisk bliver hhv. op- og nedreguleret, i en gruppe af patienter med diagnosticeret psoriasis og psoriasisgigt. Gruppen består af 70 patienter der er under behandling med biologisk medicin, og som løbende følges med kliniske kontroller og specifikke blodprøver. 

Vi har dermed data over patienter der responderer godt på behandling, der ikke-responderer og hvor virkningen aftager over tid. Denne information analyserer vi med henblik på at belyse forskelle og ligheder i den immuncellulære profil blandt de uensartede sygdomskendetegn, samt kønnene imellem. 
Vores ambition er at denne viden kan bidrage til forståelse af den grundliggende sygdomsmekanisme, og derved skabe afsæt til, at vi i fremtiden kan tilbyde en mere personlig behandling til den enkelte patient. 

Undersøge af specifikke undertyper af T-celler i hud og led

Wenning Zheng, Leo Foundation Skin Immunologi Center, tildeles 100.000 kr. til at undersøge specifikke undertyper af T-celler i hud og led. Undersøgelsen er påbegyndt og forventes afsluttet i juni 2025.

Projektbeskrivelse
Tissue resident memory T (TRM) celler er en gruppe af langtlevende immunceller, der opholder sig i vævet, hvor de yder lokal immunbeskyttelse mod infektioner. Det er dog blevet påvist, at TRMs også kan forårsage sygdom i både hud og led hos mennesker, og særligt er TRMs blevet sat i forbindelse med udviklingen af psoriasis. En tredjedel af alle psoriasispatienter udvikler også psoriasisgigt (PsA), som påvirker vævet i og rundt om leddene, og psoriasisgigtpatienter har en øget risiko for at udvikle hjertekarsygdomme. Til dato er årsagen, som fører til psoriasisgigtudvikling hos patienter med psoriasis, ikke kendt. 

Dette projekt har til formål at undersøge sammenhængen mellem sygdomsfremkaldende TRM-celler i huden og ledvævet hos patienter med både psoriasis og psoriasisgigt i Sverige og Danmark. T-celler har en særlig receptor kaldet T-cellereceptoren, og tidlige sekventeringsforsøg fra svenske patienter har vist en lighed i netop denne receptor mellem T-cellerne fra psoriasis i hud og led. Ved at udvide dette studie med flere patienter fra Sverige og Danmark vil vi kunne bidrage til en større forståelse af TRM-funktionen i psoriasis- og psoriasisgigtsygdomsudviklingen, som på sigt kan forbedre behandlingsformerne for disse sygdomme. 

"Undersøgelse af kosttilskud til håndtering af psoriasis: En systematisk gennemgang"

Priyanka Pagh, introduktionslæge, Hud- og kønssygdomme afd., Aalborg Universitetshospital har fået tildelt 100.000,- til at undersøgelse af kosttilskud til håndtering af psoriasis.

Formålet med projektet er at skabe overblik over brugen og den mulige effekt af forskellige kosttilskud til behandling af kutan psoriasis. 

Projektbeskrivelse
Projektet er et systemisk review, som indsamler og undersøger den mulige evidens for indtag af forskellige kosttilskuds effekt på kutan psoriasis. Der bliver udvalgt specifikke substrater til litteratursøgning og disse data behandles og analyseres. Resultatet af undersøgelsen vil kunne danne grundlag for efterfølgende eventuelt kliniske forsøg samt retningslinjer for behandling med kosttilskud til kutan psoriasis. Projektet vil kunne formidles til den enkelte psoriasispatient, fx via patientforening samt give afsæt til yderligere forskning på området. 

"Adskilte IL-17A- og IL-17F-signaleringsnetværk i dermale fibroblaster: Indblik i inflammatoriske hudlidelser"

Lejla Svraka, specialestuderende, Forskning Hud- og Kønssygdomme på Århus Universitetshospital tildeles 150.000,- kr. til et projektet der kan give indblik i inflammatoriske hudlidelser. 
 
Projektet omfatter fire formål, der vil blive udført over en treårig periode i forbindelse med en Ph.D.-grad. 

Projektbeskrivelse
I inflammatoriske hudsygdomme som psoriasis spiller IL-17 cytokiner en afgørende rolle i at fremme inflammation. Selvom IL-17A har været et fokus i kliniske forsøg, antyder vores data, at IL-17F muligvis besidder et større potentiale i opreguleringen af inflammatoriske gener i dermale fibroblaster. Dette udfordrer den traditionelle opfattelse af IL-17A's dominans. Selvom viden om mekanismerne bag psoriasis udvikler sig, så er dermale fibroblasters rolle i relation til disse cytokiner ufuldstændigt beskrevet.

Tidligere forskning har primært fokuseret på fibroblasternes evne til at fremme epithelial vækst, men vi ønsker at dykke dybere ned i de differentierede roller, som IL-17A og IL-17F spiller i dermale fibroblaster. Vi vil udføre en karakterisering af IL-17 receptorer i fibroblasterne og evaluere deres betydning for signaleringen af både IL-17A og IL-17F, ved hjælp af både in vitro og in vivo tilgange.

Forsøgene vil styrkes gennem en undersøgelse af denne celletype i en ex vivo hudmodel. Vores overordnede mål er at opnå en dybere forståelse af dermale fibroblaster i inflammatoriske hudlidelser, med særligt fokus på IL-17 signaleringsvejene.

Dette projekt repræsenterer en mulighed for at forbedre behandlingen af psoriasis, en tilstand, der trods eksisterende effektive lægemidler stadig giver patienter udfordringer. Selvom der findes flere lægemidler, der viser sig at være effektive, står en betydelig del af patientpopulationen stadig over for komplikationer såsom manglende respons eller gradvis tab af effektivitet.

Gennem dette projekt vil vi dykke ned i de komplekse mekanismer bag psoriasis, hvilket åbner døren for udviklingen af mere skræddersyede og effektive behandlinger. Ved at udforske nye terapeutiske mål og udvide vores værktøjskasse af lægemidler, vil vi give klinikere mulighed for at tilbyde personlig tilpassede behandlinger, der imødekommer de individuelle behov hos den enkelte patient bedre.

"Sammenligning af systemiske og biologiske behandling for Palmoplantar Pustulosis i den virkelig verden: En enkeltcenterundersøgelse af lægemiddeloverlevelse"

Lasse Hougaard Rishøj, Cand. med., Hud og Kønssygdomme, Aalborg Universitetshospital, tildeles 210.000,- kr. til at sammenligning af systemiske og biologiske behandling for Palmoplantar Pustulosis i den virkelig verden.

Dette studies formål er retrospektivt at sammenligne de biologiske lægemidlers effekt overfor de mere traditionelle behandlinger.

Projektbeskrivelse: 
Pustulosis palmoplantaris (PPP) er en invaliderende kronisk hudlidelse, som regnes for en undertype af psoriasis. Sygdommen præsentere sig ved multiple pusfyldte blærer i håndflader og fodsåler evt. ledsaget af rødme, store revner og skældannelse. Tilstanden er meget smertefuld med stor påvirkning af patienternes livskvalitet og tab af arbejdsevne til følge. Ud over måden PPP præsentere sig på adskiller den sig også fra klassisk psoriasis ved at være meget sværere at behandle.

Til psoriasis er der kommet flere nye biologiske lægemidler, som på forskelligvis kan modulere på de dele af immunforsvaret, som er i ubalance. Derved stoppes sygdommen i at udfolde sig, hvilket for patienterne betyder de enten ingen symptomer har eller kun sparsomme symptomer som kan klares med lokalbehandling. Denne nye gruppe af lægemidler giver forhåbning om bedre og hurtigere behandlingsmuligheder til andre inflammatoriske lidelser såsom PPP.

Flere biologiske lægemidler har allerede været forsøgt anvendt til behandling af PPP. Flere af lægemidlerne med lovende resultater, mens andre ikke har haft den forventede effekt. Evidensen bag er primært baseret på enkelte cases, case series og enkelte større kliniske studier.

Dette studies formål er retrospektivt at sammenligne de biologiske lægemidlers effekt overfor de mere traditionelle behandlinger. En sammenligning, der ikke tidligere er udført i en sådan skala. Denne viden vil kunne bidrage til at forbedre retningslinjerne for behandlingen af PPP, og ultimativt give en øget livskvalitet til denne patientgruppe.

 

Støt os

40.000
Børn og unge lider af psoriasis

Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen

100 200 300 400 500

Bliv medlem

Meld dig ind i dag, og få adgang til alle fordelene med det samme.
Som medlem af Psoriasisforeningen støtter du en forening som kæmper  for bedre vilkår og livskvalitet for mennesker med psoriasis i hud og led, og deres pårørende.