Landskontoret
Medarbejderne på landskontoret sørger hver dag for, at alt fra foreningens daglige drift, administration, bogholderi, medlemsservice, kommunikation og meget mere kører på skinner.
Lars Fogt Werner, Direktør, ansat siden januar 2016
"I mere end 20 år har jeg arbejdet med det dermatologiske område og psoriasis i særdeleshed. Og det har altid været med udgangspunkt i hvordan jeg bedst muligt kunne hjælpe mennesker med en hudsygdom til at leve et liv med høj livskvalitet. Det i sig selv har været en meget stor motivationsfaktor i mit arbejde – og nu som direktør for Psoriasisforeningen at kunne få lov til at tale 200.000 menneskers sag ser jeg som et stort privilegie. Opgaven er at få synliggjort psoriasis endnu mere i det politiske landskab og skabe de bedst mulige rammer for individuel behandling af sygdommen. Via mine mange år indenfor området har jeg opbygget et betydeligt netværk både blandt sundhedspersoner samt i det politiske system; det skal der bygges videre på. På Landskontoret arbejder jeg sammen med en gruppe af højt kvalificerede kolleger og sammen med alle de frivillige i kredsene er jeg sikker på vi vil opnå de mål vi sætter for foreningen".
Annette Blichfeldt, sekretær og medlemsansvarlig, ansat siden maj 2010
"Jeg er sekretær i Psoriasisforeningen, hvor mit primære job er at servicere vore medlemmer og samarbejdsparter på bedste vis. Jeg er ansvarlig for ajourføring af medlemssystemet, dvs. ind- og udmeldelser, opkrævninger, medlemslister til kredsene m.v. Jeg er allround, så jeg varetager mange forskellige ad hoc opgaver. Derudover er jeg sekretær for Psoriasis Forskningsfonden, hvor jeg bl.a. korresponderer med forskerne i forbindelse med ansøgninger om legater.
Jeg føler, mit job er meget spændende og afvekslende, og dagene er aldrig ens. Der kommer tit spændende opgaver, som skal løses. Jeg har nogle super søde kolleger, og vi er et godt team, som støtter og hjælper hinanden".
Lizzie Berg, bogholder, ansat siden september 1996
"Udover bogholderiet er arbejdsopgaverne mangeartede, og derfor kan arbejdsdagene ikke forventes at være ens. Jeg har det godt med at være tilknyttet de administrative opgaver i sekretariatet, og med at være i kontakt med de mange engagerede mennesker i foreningen. Vi har et godt arbejdsmiljø i sekretariatet, og omgivelserne på Blekinge Boulevard er en glæde hver eneste dag".
Puk Holm Hansen, kommunikationsansvarlig, ansat siden 2018 ( på barsel til primo 2024)
"Som kommunikationsansvarlig har jeg fingrene i alt, der har kommunikationsmæssig prioritet i Psoriasisforeningen, stort som småt, internt som eksternt, politisk som sundhedsfagligt.
Jeg udarbejder artikler, tekster og andet kommunikationsmateriale til alle vores kanaler, herunder medlemsblad. Jeg driver og koordinerer en lang række forskellige opgaver, projekter og samarbejder relateret til kommunikation, og jeg håndterer foreningens forskellige platforme, nyhedsbrev, hjemmeside og sociale medier i givtigt samarbejde med vores redaktør. Jeg er desuden koordinator for det fantastiske ungdomsudvalg PsoUng.
Jeg elsker at formidle, fortælle historier om mennesker såvel som om komplekse problematikker, og jeg nørder med ord og budskaber, til de sidder ’lige i skabet’. Jeg brænder for psoriasissagen og røres altid, når jeg møder et nyt menneske, der fortæller sin psoriasishistorie. Det betyder meget for mig at være med til at gøre en forskel".
Mette Vennerstrøm, kommunikationsmedarbejder, ansat siden foråret 2020
"Som kommunikationsmedarbejder producerer jeg forskellige tekstopgaver. Jeg skriver primært artikler og portrætfortællinger til Hud & Helse, men har også andre kommunikationsopgaver såsom pressemeddelelser, notitser og lign. Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og teatervidenskab og har arbejdet med kommunikation i mange år – bl.a. politisk. Det er vigtigt for mig at fortælle lige netop de historier, der omhandler de problemstillinger, behandlingsmuligheder og personlige fortællinger, der vedrører mennesker med psoriasis i hud og led. Til presse og politikere brænder for at sætte patienternes sag på dagsordenen".
Birgitte Snedker-Sørensen, redaktør/webmaster, frivillig siden 1994, ansat siden 2010
"Jeg er redaktør for foreningens medlemsmagasin. Det er vigtigt for mig, at indholdet har stor faglighed, og at der er variation i artiklerne, så der er noget for enhver smag. Foreningens hjemmeside og sociale medier er også et af mine arbejdsområder, som jeg deler med mine kollegaerne fra sekretariatet.
Jeg startede i Psoriasisforeningen 1994 som frivillig i ungdomsudvalget, hvor jeg var med på sommerkursus og mødte børn og unge, som stod samme sted, som da jeg startede min ”karriere” som psoriasispatient. Senere blev det til forskellige udvalg - og i 2010 blev jeg ansat i en mindre stilling.