Ny bølge på vej: God ide at blive revaccineret, når du kan
Sundhedsstyrelsen forventer en ny bølge af COVID-19 til vinter. Derfor igangsættes en ny vaccinationsplan til efteråret 2022 målrettet borgere + 50 (samt udvalgte risikogrupper uden for aldersgruppen). Danmark står et godt sted. Den vigtigste risikofaktor at være opmærksom på er alder, særligt fra 60 år.
Først på sommeren har en ny coronavariant, BA.5, spredt sig hurtigt. Onsdag den 22. juni afholdt myndighederne efter lang tids pause corona-pressemøde for at give en status og orientere om strategien for håndtering af COVID-19 frem til forår 2023.
Danmark står et godt sted, men smitten er steget tidligere end forventet. Derfor præsenterede myndighederne strategien for håndtering af COVID-19 for den kommende periode sammen med en ny plan for revaccination af 2.5 millioner danskere til efteråret.
Alle borgere over 50 år tilbydes revaccination ─ sådan bestiller du tid
Fra 15. september bliver vaccineplanen rullet ud, hvor de ældste og sårbare først tilbydes revaccination, det gælder fx plejehjemsboere. Fra 1. oktober bliver booster-vaccination, som det også kaldes, tilbudt til alle borgere over 50 år.
Når det er tid, vil alle i ovennævnte målgruppe modtage en invitation til COVID-19 vaccination via e-boks. Herefter er det muligt at bestille tid på vacciner.dk
Det er gratis og frivilligt at blive vaccineret mod COVID-19. Psoriasisforeningen opfordrer til at blive revaccineret, når man kan, og derudover følge myndighedernes anbefalinger og følge situationen fx via coronasmitte.dk
Udvalgte målgrupper under 50 år tilbydes også revaccination ─ er du i særlig risiko?
Personer yngre end 50 år med øget risiko for alvorlige forløb med COVID-19, for eksempel personer med svækket immunforsvar kan tilbydes booster-vaccination. Hvem der præcis er omfattet i denne gruppe, vil blive defineret tydeligt inden opstart af vaccineplanen.
Det vil i alle tilfælde ske på baggrund af en konkret, individuel vurdering hos egen læge eller sygehuslægen, man går hos. Langt de fleste vil dog fortsat være godt beskyttet af deres tidligere vaccinationer.
Særlig gruppe kan modtage revaccination allerede nu
På pressemødet blev det desuden meldt ud, at der fra uge 26 og frem til 1. september er mulighed for, at en meget lille målgruppe, som er i stærkt forøget risiko på baggrund af den stigende smitte for øjeblikket, kan tilbydes en vaccination allerede nu.
Det vil være den praktiserende læge, der vurderer behovet, og det vil primært basere sig på tre faktorer her gengivet helt kort fra retningslinjerne:
- personens risiko for et alvorligt forløb, en kombination af både alder og særlige risikofaktorer
- personens risiko for smitte fx højt smittetryk lokalt
- personens formodede immunitetsstatus herunder tidspunkt for seneste COVID-vaccination eller -infektion
Det kan eksempelvis være personer med høj alder og med en række risikofaktorer, som fx alvorlig sygdom, mange forskellige sygdomme eller svækket immunforsvar. Derudover skal der gå mindst tre måneder mellem to booster-vaccinationer. Personer i særlig risiko, der vaccineres allerede nu, vil have behov for revaccination igen til efteråret.
Man skal altså tale med sin læge, hvis man mener, at man vil have gavn af en booster-vaccination nu. Læs mere om retningslinjerne for tidlig vaccination af personer i særlig risiko via linket i link-boksen.
Derfor står vi godt
Selvom smitten stiger, er meget anderledes. Befolkningsimmuniteten er stadigvæk høj, da en høj andel af befolkningen både har gennemført vaccination og revaccination (det 3. booster-stik) og/eller tidligere har været smittet med COVID-19. Den nye variant BA.5 er mere smitsom, men giver ikke mere alvorlig sygdom. Trods stigning i smitte, stiger antal af alvorligt syge og indlagte ikke, i skrivende stund.
Vaccinerne beskytter effektivt mod alvorlig sygdom, men i mindre grad mod smitte. Derfor er strategien mod COVID-19 først og fremmest at forebygge alvorlig sygdom, indlæggelser og død, men ikke at forebygge smitte i sig selv.
Links
- Bliv medlem nu: Få specialiseret viden, rådgivning, arrangementer, netværk, sær…
- Se eller gense corona-pressemødet fra den 22/6 og de vigtigste meldinger fra my…
- Læs mere om vaccinationsplanen her
- Læs om tidlig vaccination for personer i særlig risiko
- Sundhedsstyrelsens spørgsmål og svar vedr. vaccinationsprogrammet
- Sundhedsstyrelsens spørgsmål og svar vedr. tidlig vaccination