Psoriasis
I denne sektion finder du alt, du bør vide om psoriasis, fx symptomer, diagnose og behandling, men også lidt om sygdomsmekanismer, arvelighed, triggers, psoriasistyper og sværhedsgrader og mere.
Alt du bør vide om psoriasis
Psoriasis er den mest udbredte hudsygdom i verden, det estimeres, at cirka tre procent af befolkningen rammes. Det svarer til, at mindst 125 millioner mennesker i hele verden lever med psoriasis. Dog peger nyeste studier på, at udbredelsen (prævalensen) formentlig er tættere på 4-5 procent af den danske befolkning, altså kan anslået op imod 300.000 danskere være ramt af psoriasis. Adspurgt, svarer Psoriasisforeningen dog 'mere end 200.000'.
Psoriasis kaldes ofte for en hudsygdom, men det er misvisende, psoriasis er nemlig en kronisk, inflammatorisk sygdom, der kan påvirke hele kroppen - og psyken. En af de vigtigste ting at vide om psoriasis er dog: Det smitter ikke mere end fregner.
Stikker dybere end pletterne på huden
Mange tænker stadig på psoriasis som en mild og rent kosmetisk sygdom, men psoriasis stikker dybere end de karakteristiske røde udslæt, som de fleste forbinder med sygdommen.
Psoriasis kommer nemlig indefra - det kaldes en autoimmun, inflammatorisk sygdom, hvilket groft sagt dækker over at immunforsvaret fejlreagerer og angriber kroppens eget væv. For psoriasis udløser det en betændelsesreaktion i overhuden, der kommer til udtryk ved røde, fortykkede, skællende pletter eller plamager på mindre eller større dele af kroppen.
Hvis man har levet med psoriasis, bare for en periode, ved man, at det kan være en indgribende, for nogle endda invaliderende, sygdom, der rammer både fysisk, psykisk og socialt.
Men det er vigtigt at vide, at man sagtens kan få et godt liv med psoriasis. Hos Psoriasisforeningen får du de bedste råd og vejledning, og der er meget, du selv kan gøre.
Hvorfor får man psoriasis?
Årsagen til, at nogle mennesker udvikler psoriasis, er i det store hele stadig en gåde, men vi ved, at genetiske forhold spiller en rolle, sandsynligvis har det at gøre med fejlkodede gener.
Det vil sige, at sygdommen er udbredt arvelig. Har en af dine forældre psoriasis, er der 25 procents risiko for, at du også vil udvikle det. Har begge, er risikoen på 50 procent. Mange har dog anlæg for psoriasis, uden at den nogensinde kommer i udbrud, ligesom sygdommen kan ramme familier, der ikke før har haft den inde på livet.
En hel del udvikler psoriasis i forbindelse med en periode, situation, hændelse eller oplevelse, der stresser kroppen fysisk eller psykisk. Mange får fx deres første udbrud i forbindelse med en halsbetændelse eller en livskrise som fx en skilsmisse. Men der er en lang række ting, der kan udløse psoriasis, både det allerførste udbrud og efterfølgende.
Psoriasis er en kronisk sygdom, og der er desværre endnu ikke fundet en kur. Det betyder, at du vil skulle forholde dig til sygdommen i større eller mindre grad resten af livet.
Når det er sagt, så er det en fluktuerende sygdom - en sygdom med udsving. Det vil sige, at du kan opleve perioder med større eller mindre sygdomsaktivitet. Mange kan opleve længere perioder uden udbrud, også ved begrænset behandling.
Det kan være en mavepuster at få en kronisk diagnose, der skal behandles hele livet, men med optimal behandling kan du for det meste leve et normalt liv uden gener fra din psoriasis. Hvordan behandles det? Det afhænger af, hvordan du er ramt.
Derudover er det vigtigt at være opmærksom på din generelle sundhed, livsstil og trivsel, da disse også kan have betydning for håndtering af sygdommen. Det er fx vigtigt at kende til risikoen for følgesygdomme, og hvordan du kan forebygge dem, [læs her].
Har du mistanke om psoriasis, eller har du lige fået diagnosen?
Så skal du vide, at du ikke er alene - selvom det kan føles sådan. Der er masser af hjælp at hente og gode råd fra andre i samme situation hos Psoriasisforeningen.
Vi har et væld af specialiseret viden om det gode liv med psoriasis, netværk og erfaringsudveksling, og medlemmer kan få personlig rådgivning fra vores sundhedsfaglige eksperter. Via os kan du få de bedste råd fra andre, der har psoriasis inde på livet.
Forskning for et liv uden psoriasis
Psoriasisforeningens vision er ”et liv uden psoriasis i hud og led” - men der er lang vej endnu. Derfor er forskning en hjørnesten i vores arbejde, og vi spiller en central og aktiv rolle i at sikre, at der fortsat bliver igangsat vigtige og banebrydende projekter, der forbedrer livet for mennesker med psoriasis og psoriasisgigt.
Psoriasis Forskningsfonden, stiftet af Psoriasisforeningen, uddeler årligt op imod en halv million til forskere, der arbejder på at løse gåden om psoriasis, styrke forståelsen af sygdommen og dens konsekvenser og udvikle nye effektive behandlinger.