Støt os
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen
Maden har en central rolle for vores energiniveau og det generelle velvære. Maden har flere funktioner, dels at dække et fysiologisk behov og give energi til en travl hverdag. Vores diætist Inger Nielsen Larsen giver her input til, hvordan madvaner og bestemte fødevarer kan booste din energi.
Mad og måltider er en vigtig del af sociale sammenkomster og vores traditioner, hvem kan forestille sig et gæstebud eller fejring af en tradition uden mad og drikke? De fleste af os vil synes, at der mangler noget.
Maden kan være med til at styrke sociale relationer og skabe varme og nærvær mellem mennesker. Det er ofte i forbindelse med mad, at vi deler historier, griner og knytter bånd.
Mad kan også være et udtryk for omsorg, især når vi laver mad til andre, der har brug for støtte pga. sygdom, sorg eller bare som en venlig gestus.
Mad og måltider kan give en nødvendig pause i hverdagen, både fysisk og mentalt. Når vi tager os tid til at spise og drikke, kan det give os et øjeblik til at stoppe op og lade op. Vælger vi gode sammensatte måltider, giver det energi til at fortsætte dagen.
Der er rigtig mange gode grunde til, at børn, unge og voksne bør spise en sund og varieret kost. Børn og unge er i konstant vækst, både fysisk og mentalt, og har brug for de rigtige næringsstoffer (proteiner, sunde fedtstoffer, mineraler, vitaminer og komplekse kulhydrater) for at udvikle stærke knogler, muskler og hjerner. Voksne har ligeledes behov for de rette næringsstoffer, for at vedligeholde knogle- og muskelmasse og til vores hjerner, så vi kan koncentrere os.
Den sunde kost er desuden med til at sørge for et immunforsvar i balance og mindsker risikoen for overvægt, type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og andre livsstilssygdomme senere i livet. De gode kostvaner giver en mere stabil energi hen over dagen, hvilket hjælper børn, unge og voksne med at have en god hverdag med energi til dagligdagen.
Børn, der lærer at spise sundt og varieret tidligt i livet, har større sandsynlighed for at tage de vaner med sig ind i voksenlivet. Det kan føre til et sundere og gladere liv generelt.
Studier viser en sammenhæng mellem kost og mental trivsel. Børn, unge og voksne, der får en balanceret kost, har ofte bedre humør, sover bedre og føler sig bedre tilpas. At få næringsstoffer fra kosten, der både giver langvarig energi og understøtter dit humør handler om en balanceret sammensætning, hvor det er vigtigt, at få:
Komplekse kulhydrater og fibre - fuldkornsprodukter, frugt og grønt er med til at stabilisere blodsukkeret, giver en længerevarende mæthed, god energi til muskelarbejdet og hjælper, så vi bedre kan koncentrere os til dagens opgaver.
Proteinrige fødevarer som fisk, magert kød, fjerkræ, æg, magre mejeriprodukter, bønner og linser er med til at opbygge og vedligeholde muskler og giver god mæthedsfornemmelse.
Sunde umættede fedtstoffer fra fisk og planter som avokado, nødder/mandler frø/kerner, raps- og olivenolie giver dig energi og tilfører kroppen livsnødvendige fedtsyrer.
Undgå for meget sukker: forarbejdede fødevarer og sukkerholdige snacks giver hurtigt energi, men kan også føre til ustabilt blodsukker, som kan give dig lavt energiniveau, påvirke dit humør negativt og følelsen af, at du har brug for mere sukker og fedt.
Væske spiller en stor rolle, mangel på væske kan føre til træthed, og nogle gange kan vi forveksle tørst med sult. At drikke nok vand kan hjælpe dig med at føle dig mere energisk og mindre tilbøjelig til at ty til trøstespisning.
PS! I selve magasinet på side 61, fysisk eller i digitalt læseformat, kan du finde tilhørende opskrifter fra Inger, der giver sine bedste bud på retter, der inviterer børn og unge - og alle os andre - til sundere madvaner. Find dem her!
Artiklen er skrevet af Inger Nielsen Larsen, klinisk diætist, Psoriasisforeningen, og bragt i Hud & Helse 2-2025.
Her kan du læse udvalgte artikler fra dette nummer herunder resten af artiklerne fra temaet 'Energi til livet':
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen