Billede fra den madlavningsworkshop, der blev gennemført på ungeweekenden i november 2019. 5 unge står koncentrerede samlet omkring et bord fyldt med friske fødevarer og med opskrifter og køkkenredskaber i hånden.

Ungeweekend med madlavningsworkshop og kuraften

Ophold
12–14 maj 2023

Få indblik i, hvad kosten kan gøre, når man har psoriasis. På denne ungeweekend lærer du, hvordan du laver mad, der er god for dig. Vi skal endnu engang forkæles med en kuraften, og selvfølgelig få masser af viden og erfaringsudveksling.

Bliv klædt på til at lave sund og nærende mad, der er god for dig og din psoriasis. Vores dygtige motions- og kostvejleder Kirstine Rosenfeldt, cand.scient i idræt og sundhed, autoriseret ergoterapeut og personlig træner m.m., guider dig denne gang gennem en spændende workshop, der giver overblik og inspiration til, hvad kosten kan gøre, når man har psoriasis. 

På ungeweekenderne får du redskaber og viden, der kan gøre livet med psoriasis lidt nemmere. Igen har vi selvfølgelig også en hudlæge med, der kan svare på alle dine spørgsmål. Læs mere om det fulde program for weekenden længere nede. 

Vi kan love, det bliver hyggeligt  ─ også selvom du ikke kender nogen

Vil du gøre noget godt for dig selv og din psoriasis? Og har du samtidig mod på at møde andre, der forstår, hvordan psoriasis kan fylde i livet som ung?

Så er ungeweekenden for dig. Du får masser af viden og erfaringsudveksling, men også gode oplevelser, spændende aktiviteter og hygge. Kort sagt en oplevelse for livet, intet mindre. 

Der er kun 16 pladser! Så skynd dig at melde til, weekenden bliver ikke den samme uden dig. 

Ikke medlem? Godt tilbud!

Ungeweekenden er et særligt tilbud for medlemmer af Psoriasisforeningen. Men som noget nyt kan du melde dig ind med det samme og få første ungeweekend med i prisen til kun 399 kr. i alt.

Svar nej til spørgsmålet 'Er du medlem?' i tilmeldingsformularen nederst på siden og følg anvisningerne for at få adgang til særtilbuddet.

Du sparer samlet set over 200 kr. i forhold til prisen på et almindeligt medlemskab,
eller over 80 kr. i forhold til et studiemedlemskab, det er en besparelse på over 40 procent.

...


Kort om programmet 

Det endelige program samt vigtig praktisk information udsendes til deltagerne løbende efter tilmelding og i god tid inden turen, men herunder kan du læse det foreløbige program overordnet set. Nærlæs desuden gerne boksen 'Information' her på siden.

Ankomst fredag eftermiddag, tjek-ind og fælles middag. PsoUng byder velkommen og holder et kort oplæg om udvalgets arbejde, hygge og afslapning resten af aftenen. 

Lørdag formiddag kort aktivitet ved PsoUng, derefter fælles walkn'talk hen til aftenskolen, hvor madlavningsworkshoppen afholdes ved foreningens motions- og kostvejleder Kirstine Rosendahl. Sidst på eftermiddagen oplæg ved hudlæge Thomas Kring, medlem af FYDs bestyrelse (Foreningen af Yngre Dermatologer). Gode pauser, lækker frokost (som vi har lavet selv) og forfriskninger undervejs. Fra kl. 18 kuraften ved Dronning Dorotheas Badstue (vi fordeler os i biler og kører sammen derhen). 

Søndag morgenmad, tjek-ud, workshop, opsamling og afrunding. Vi spiser frokost sammen kl.11.30 og siger på gensyn. 

Om ungeweekender 

Ungeweekenderne er for unge med psoriasis i alderen 15-35 år. Programmet på hver ungeweekend er bygget op omkring både faglige og sociale aktiviteter med fokus på livet med psoriasis i hud og led.

Ingen ung skal være alene med psoriasis – det er PsoUng’s ambition. Vores arrangementer skaber et fællesskab for unge med psoriasis. Et sted hvor unge kan blive klogere på livet med sygdommen og på sig selv og efterfølgende vende tilbage til hverdagen med fornyet viden, indsigt og energi – og nye venskaber. De unge tager ansvar for fællesskabet og får alle med, ældre som yngre, gengangere som nye ansigter.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, er du hjerteligt velkommen til at kontakte ungekoordinator Puk, se kontaktoplysninger i info-boksen.

 

Information

Sted
Hotel Fredericia Best Western Plus, Vestre Ringvej 96, 7000 Fredericia. Vi bor to og to. Der er håndklæder og sengetøj.
Tidspunkt
Check-in fredag mellem kl. 17-18.15. Check-ud søndag formiddag, afslutning ved fælles frokost 11.30-12.
Tilmelding
Hurtigst muligt og senest onsdag den 12. april kl.12. Der er kun 16 pladser. Du anmoder om en plads ved at udfylde formularen nederst på siden. Du er endeligt tilmeldt, når du har modtaget bekræftelse fra ungekoordinator og gennemført betaling.
Pris
300 kr. for medlemmer. Særpris for nye: medlemskab + ungeweekend = 399 kr.*
Bemærkninger
*Deltagergebyret dækker transport på turen, overnatning og forplejning. Der er desuden mulighed for at få refunderet sine transportomkostninger til og fra arrangementet, betinget af at deltagerne har arrangeret samkørsel så vidt muligt. -Det forventes af alle deltagerne, at de efter ungeweekenden besvarer en evaluering (spørgeskemaundersøgelse) for på den måde at bidrage til den løbende udvikling og forbedring af PsoUngs tilbud til og indsatser for unge.

Kontakt

Rikke Ravn

Kommunikationskonsulent
30 73 97 98

Puk Holm Hansen

Kommunikationsansvarlig og ungekoordinator
30 73 97 98

Annette Blichfeldt

Sekretær/medlemsansvarlig
36 75 54 00

Støt os

40.000
Børn og unge lider af psoriasis

Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen

100 200 300 400 500

Bliv medlem

Meld dig ind i dag, og få adgang til alle fordelene med det samme.
Som medlem af Psoriasisforeningen støtter du en forening som kæmper  for bedre vilkår og livskvalitet for mennesker med psoriasis i hud og led, og deres pårørende.