Støt os
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen
“Mindfulness er ikke en opfordring til at sige ‘pyt’ eller tage det hele med et smil. Det er en opfordring til at lægge mærke til det liv, der er”, citat Lone Overby Fjorback, læge i psykiatri og leder af Dansk Center for Mindfulness
Mange af os bruger alt for meget tid på at ærgre os over fortiden og bekymre os om fremtiden. Det giver stress og ubalance, når vi lader tankerne løbe af med os. Vi glemmer, at livet består af en lang række af nu’er, og vi mister alt for mange dyrebare øjeblikke, hvis vi hele tiden er alle mulige andre steder i tankerne. Med mindfulness træner du at være i nuet. – Også når det er svært eller smertefuldt. Du lærer at få øje på tilbagevendende tankemønstre, og det giver mulighed for at stoppe op og tage stilling til dem i stedet for at lade sig opsluge.
Vi, mennesker har en tendens til hele tiden at ville jagte lykken og fortrænge det, der gør ondt. Vi fylder vores liv med mad, snak, arbejde, træning og mange andre gøremål for at undgå at mærke smerten. Men smerten er også en del af livet, som vi ikke kan eller skal undgå. Ingen går gennem livet uden modgang.
I mindfulness lærer du at møde smerten og modgangen med venlighed og accept. Du lærer at være med dig selv, også når det er svært. Ofte bruger vi så meget energi på at undgå smerten, at vi i stedet for ét problem giver os selv to. Et eksempel kan være kroniske smerter, som vi, i stedet for at acceptere og være med, kæmper imod. Det negative fokus på smerterne kan føre til nye spændinger, der så øger smerterne, men måske også fører til større træthed, en knugende fornemmelse i maven eller ondt andre steder.
Ofte har vi fokus på alt det negative ved os selv, andre mennesker og den situation, vi befinder os i: På sygdom, vejret, kollegerne, familien og jobbet. Sådan fungerer sindet, og så er det ikke rart at være i nuet. Men i mindfulness lærer du at være nærværende og til stede lige nu i dette øjeblik på en kærlig og venlig måde over for dig selv. En af vejene er meditation. Daglige meditationer er med til at mindske stress og fremme fred i sindet samt give glæde, overskud og empati.
I en meditation sidder du helt stille med lukkede øjne og lytter til dit eget åndedræt. Der skal ikke ske noget, og du skal ikke gøre noget. Bare være. Har du aldrig prøvet at meditere før, så start med en helt kort guidet meditation. Du vil sikkert opleve, at der kommer tanker og rastløshed, men hvis du bliver siddende længe nok - også venlighed og accept. Der er ikke noget forkert i tanker og rastløshed, men mange af os er hele tiden et par skridt foran eller bagud, og så mister vi dyrebare øjeblikke af vores liv.
Er du blevet nysgerrig på at vide mere om mindfulness og dets effekt? Har du lyst til selv at komme i gang med mindfulness, er der et bredt udvalg af mindfulnessudbydere. Dansk Center for Mindfulness på Århus Universitet uddanner undervisere, der laver 8-ugers kurser i MBSR (Mindfulness Basseret Stress Reduktion), som er en god dybdegående introduktion til mindfulness.
Kurset er ikke kun for stressramte, også mennesker med fx smerter, et overbelastet nervesystem, depression eller lignende har stort udbytte af kurset. Hvis du vil have en lille smagsprøve på, hvad kurset indeholder, kan du læse mere om det på den tilhørende hjemmeside. Her kan du også finde gratis guidede meditationer, yogaprogrammer og body scanninger.
Helt kort forklaret en mindfulness-øvelse, hvor man forholder sig i ro og retter opmærksomheden mod forskellige dele af kroppen, så at sige scanner sin krop igennem.
Psykiatrifonden har lagt en introduktion til mindfulness samt guidede meditationer og bodyscanninger på deres hjemmeside. De er rigtigt gode, hvis man ikke har forudgående erfaring med at meditere.
Du kan læse mere om mindfulness her
Artiklen er skrevet af Mette Vennerstrøm, kommunikationsmedarbejder, Psoriasisforeningen, og bragt i Hud & Helse 2-2020.
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen