Støt os
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen
Har du sundheds-stress? Psykolog ved Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme, Anne Mai Pedersen, guider til at give slip på usund sundhedsstress gennem accept og støttende vaner - for et liv med større velvære og trivsel.
Af Anne Mai Pedersen, cand.psych., ph.d., klinisk psykolog og forsker ved Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme, Aarhus Universitetshospital
At leve med psoriasis kan være en stor belastning. De fysiske udfordringer kan omfatte kløe, smerter, fatigue – og for nogle – følgesygdomme, der udvikler sig over tid. Disse fysiske symptomer har i sig selv stor betydning for både funktionsniveau og livskvalitet. Herudover knytter der sig en social og psykologisk udfordring til psoriasis. Hvordan man lever med og forholder sig til sine fysiske vilkår, kan i sig selv have store sociale og følelsesmæssige konsekvenser.
Den sociale belastning viser sig ofte som en oplevelse af at være anderledes. For nogle er psoriasissymptomerne synlige, og det kan føre til ubehag i sociale sammenhænge. Man kan blive opmærksom på andres blikke, og måske begynder man at forestille sig, hvad de tænker.
Nogle trækker sig fra sociale relationer eller fra nærhed i parforhold af frygt for at blive vurderet eller afvist. På den måde kan psoriasis have sociale konsekvenser med direkte betydning for den mentale trivsel. I forlængelse heraf ligger også en følelsesmæssig – eller psykologisk – byrde i at leve med sygdommen. Der kan opstå følelser af afmagt, sorg og identitetstab, særligt hvis ens tidligere roller eller selvbillede bliver udfordret.
Når noget er svært for en selv, ens pårørende og omgivelserne i øvrigt, forsøges ubehaget mindsket. Ens omgivelser kommer måske med velmenende råd: “Du skal bare spise efter disse principper, så får du det bedre” eller “Tænk lidt mere positivt”. For én selv kan det betyde, at man forsøger at genvinde en følelse af kontrol ved at gribe ud efter de samme råd. Men netop denne søgen efter kontrol kan let blive til et indre pres, hvor man begynder at stille høje krav til sig selv om f.eks. at spise efter bestemte diæter, motionere tilstrækkeligt eller tænke på den “rigtige” måde.
Selvom livsstilsændringer kan have en positiv effekt, kan idealet om at “gøre alting rigtigt” få den modsatte virkning: Man sætter sig selv op til fiasko, vurderer sig selv kritisk og får et negativt syn på sig selv. Denne dynamik kan udløse en særlig form for stress, hvor presset kommer fra selve idealet om at være sund – det vi her vil kalde sundhedsstress.
Sundhed bør forstås som et bredt og flerlaget begreb, der ikke alene vedrører kroppen, men også mental trivsel og psykologisk velvære. Når sundhedsidealer som regelmæssig motion, restriktiv kost, høj søvnkvalitet eller tankemæssig positivitet over tid tages ind som mål for egen værdi, kan sygdom og symptomer opleves som tegn på personlig utilstrækkelighed. Man begynder at tolke sin lidelse som resultat af egne handlinger eller mangel på samme:
“Hvis jeg havde gjort det rigtige, ville jeg ikke have det sådan.” Det bliver til en form for indre sundhedsmoral, hvor afvigelse fra idealerne opleves som fejl eller svigt, der videre kan aktivere følelser af skyld og skam, som i sig selv kan være psykologisk belastende og selvforstærkende. Mekanismen bliver et spejl for egen identitet og værdi. Det skaber en sårbarhed, hvor selvomsorg bliver betinget af præstation, og hvor symptomer fortolkes som fiasko. I stedet for at lede til selvregulering, bliver idealerne til et indre pres.
Det er vigtigt at anerkende, at psoriasis er en kronisk, inflammatorisk tilstand, hvis forløb naturligt vil svinge. Når man kommer til at opleve sig selv som ansvarlig for sygdommens op- og nedture, belastes selvforståelsen. Med tiden kan denne belastning manifestere sig som vedvarende stress, lavt selvværd eller depression.
Forskning peger på, at netop stress kan spille en rolle i forværring af sygdomsaktivitet som igen kan øge den psykiske belastning. Dermed opstår en cirkulær sammenhæng mellem psykisk og somatisk sårbarhed, som kræver opmærksomhed at holde i balance. Sundhed bør derfor ikke reduceres til overholdelse af adfærdskrav eller optimering af livsstil med henblik på kontrol.
Tværtimod er der behov for psykologisk fleksibilitet – altså evnen til at forholde sig åbent til sine erfaringer og handle i overensstemmelse med egne værdier, snarere end i reaktion på indre krav og ydre idealer.
At foretage ændringer i vaner og livsstil kan naturligvis være meningsfuldt. Men det bør ske med udgangspunkt i indre motivation, værdimæssig afstemning og realistiske forventninger, ikke som en forsvarsmekanisme mod skyld, skam eller utilstrækkelighed.
Hvis man f.eks. ønsker mere bevægelse i hverdagen, kan det være hjælpsomt at spørge sig selv, hvad man reelt længes efter, og hvordan det kan integreres på en måde, der er forenelig med ens livssituation. Det kan være en gåtur i naturen, deltage i et motionsfællesskab eller blot at bevæge sig uden forud fastsatte mål og krav.
Tilsvarende kan kostændringer være meningsfulde, hvis de understøtter oplevelsen af selvomsorg og autonomi. Men restriktive idealer og forbudstanker risikerer at føre til enten overkontrol eller modreaktion – begge dele skaber indre konflikt og reducerer handlefrihed.
Hvis man har et ønske om at ændre sine kostvaner, kan det således være uhensigtsmæssigt at stille strenge krav til sig selv om at gennemføre det perfekt. Der vil være dage, hvor belastningen er større, og hvor man måske ikke har overskud til at følge sine intentioner. I de situationer kan man let komme til at føle, at man har fejlet.
Derfor er det væsentligt, at livsstilsændringer ikke bygger på en idé om perfektion, men på et ønske om at leve et liv, hvor kroppen – med dens symptomer og begrænsninger – kan rummes som en naturlig del af helheden. Det afgørende er dermed ikke, at nye vaner indføres fejlfrit og uafbrudt. Det vigtige er, at man kan samle tråden op igen, enten næste dag eller når tiden er til det, og fortsætte i retning af det, man gerne vil prioritere.
På den måde opstår der erfaringer med at støtte sig selv – også når noget glipper – og man styrker gradvist sin evne til fleksibilitet og selvomsorg frem for selvkritik og negativ selvforståelse.
At leve et godt liv med psoriasis handler ikke om at opnå fuld kontrol over symptomerne. Tværtimod handler det om at balancere sygdommens vilkår med det, der giver livet værdi og mening. Det betyder, at fokus gradvist kan flyttes fra sygdomsbekæmpelse til livsmestring.
En vigtig del af denne bevægelse er at normalisere sygdommens naturlige svingninger. Når symptomer varierer, er det ikke nødvendigvis tegn på, at man har gjort noget forkert, det er en forventelig del af sygdomsforløbet.
Psoriasis er ikke en konsekvens af ukorrekt livsstil eller manglende disciplin og viljestyrke, ligesom symptomerne ikke er et spejl af personlig utilstrækkelighed, men en følge af en kronisk inflammatorisk tilstand. Når man anerkender dette, bliver det lettere at give slip på skam og selvbebrejdelser og i stedet rette opmærksomheden mod det, der faktisk kan påvirkes: ens forhold til sygdommen og måden, man vælger at leve sit liv på.
Det kan være nødvendigt at korrigere sit indre billede igen og igen, for det er naturligt at søge kontrol over det, der er ubehageligt, og at gribe efter sundhedsidealer, der lover lindring eller mestring.
Men hvis man i stedet forsøger at lade sig guide af egne værdier og ønsker for livet og bygger gode vaner op omkring indre motivation og realistiske mål, så ændrer perspektivet sig: Fra at forsøge at ”løse” sygdommen til at leve et liv med sygdommen, uden den får lov at fylde det hele.
Artiklen er skrevet af Anne Mai Pedersen, cand.psych., ph.d., klinisk psykolog og forsker ved Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme, Aarhus Universitetshospital, og bragt i Hud & Helse 4-2025.
Her kan du læse udvalgte artikler fra dette nummer herunder resten af artiklerne fra temaet 'Vaner til velvære':
Se tidligere udgivelser i år:
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen