Cravings: Når trangen til hurtig energi gør os til "værgeløse ofte for det moderne liv"

Læge, professor og forsker Jens Juul Holst, der som pioner i 1986 gjorde opdagelsen af GLP1, gør os her klogere på nogle af de mekanismer, der får os til at overdrive madindtaget, selvom vi godt ved, at det ikke er sundt. Han forklarer også, hvordan GLP1-medicinen giver mere (mad-)ro i hovedet.

Mange spørgsmål, men svarene udebliver

Vi kender det alle. Det er sidst på eftermiddagen, man er træt i hovedet, og så er det næsten ikke til at holde fingrene fra køle- eller slikskabet, selvom man godt ved, at det er et skråplan. Men hvorfor er det sådan?

”Tidligere har det været svært at få mad nok, og det er nok derfor vi er så energiske mht. at søge føde,” fortæller Jens Juul Holst, der er professor ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet. Han har arbejdet og forsket i fedme og diabetes og i den forbindelse bl.a. fundet hormonet GLP1, som vi kender fra fx Wegovy og Ozempic. Han fortsætter:

”WHO har lavet grafer, der viser sammenhængen mellem fødetilgængelighed og fedmeepidemier. Men der er stadig meget, som vi ikke ved om koblingen. Selvom vi kan se et genetisk mønster for arvelighed omkring fedme- og diabetesforekomst, hvor nogle mennesker bliver til værgeløse ofre for det moderne liv, så forklarer det ikke alt.”

Han henviser til professor emeritus Thorkild Sørensen, der i en årrække har studeret de unge mænds sessionsvægt, som også har været støt stigende hen over årene. ”Faktisk kan man se, at danskernes vægt allerede begyndte at stige før 2. verdenskrig – altså lang tid før fastfoodindustrien og de ultraforarbejdede fødevarer blev en del af vores hverdag. Og at det særligt var gruppen af overvægtige, som blev mere overvægtige,” referer Jens Juul Holst til kollegaens studier.

Thorkild Sørensen har en teori om, at det faktisk kan være det psykosociale i fordommene omkring overvægt (at man rører sig for lidt og spiser for meget), der ligger til grund for den fedmeepidemi, vi ser. Selvom noget kan forklares via gener, så er billedet nemlig ikke helt entydigt.

Mennesker har siden jæger-samler- samfundet samarbejdet om at skaffe og dele mad. Det enkelte menneske kan dog opleve det som om, der ikke er mad nok, hvis samarbejdet ikke fungerer og lagrer så ekstra fedt på kroppen som reserve.

”Den mekanisme kan meget vel gå direkte fra hjernen til fedtvævet,” har Thorkild Sørensen udtalt i et interview til Københavns Universitet.

Bremser den ubønhørlige higen

Uagtet årsagerne til vægtøgningen i samfundet, så bliver der heldigvis forsket meget i medicin, der kan være med til at sætte en stopper for den fortsatte vægtkurve opad. Overvægt har nemlig store konsekvenser for både den enkelte og samfundet med følger som hjertekarsygdomme, diabetes, psykiske lidelser og stigmatisering.

”Vi opdagede GLP-1 (glucagon-like peptide-1) tilbage i 1986 i forbindelse med vores forskning i tarmhormoner. GLP1 er et naturligt hormon, der frigives i tarmen, når vi spiser, og det spiller en vigtig rolle i reguleringen af både blodsukker og appetit,” forklarer Jens Juul Holst.

”Hormonet virker via centralnervesystemet på appetit og fødeindtagelse. Det aktiverer nogle neuroner, som sender signal videre til appetit- og belønningscentret i hjernen og ved at lukke ned for disse signalveje bremses ”støjen” i hjernen, der hos nogle giver en alt for stærk lyst til at overspise,” uddyber han.

Flere gode virkninger for psoriasispatienter

GLP1 kan også bruges til at bremse trangen til andre typer afhængigheder som fx misbrug af hash, opioider eller alkohol, fordi det lukker ned for signalvejen til belønningscentret. Derfor forskes der bl.a. også i, om det fx. kan dæmpe trangen til ludomani.

Et andet område, der ligeledes er meget omdiskuteret og grundlag for megen forskning, er, hvorvidt GLP1 har en effekt i forhold til psykiatriske diagnoser som angst og depression.

”Depression kan være en følge af fedme, ligesom den ofte kan være en konsekvens af et liv med psoriasis. Men selvom de mange studier tyder på, at GLP1 har en effekt på depression, så ved vi endnu ikke med sikkerhed, om det er en direkte effekt på hjernen, eller om det skyldes, at folk taber sig, og dermed ikke længere i samme grad er påvirket af de mange negative konsekvenser – fysisk og psykisk – som følger med overvægt,” beskriver Jens Juul Holst forskningen omkring GLP1 og psykisk
sundhed.

”Der findes yderligere 3 meget positive mekanismer ved GLP1. Nemlig at det virker antiinflammatorisk, at det mindsker risikoen for forkalkning af blodkar og hjertekarsygdomme, og at det nedsætter legemsvægten, hvilket jo også er rigtigt positivt i forhold til fx psoriasispatienter,” påpeger han og tilføjer:

”Desuden ser det faktisk ud som om, det også virker på demens.”

Bagsiden af medaljen

Det ser ud som om særligt de nyeste medikamenter i rækken og de højere doser har en større virkning. Men desværre er bagsiden af GLP1 nogle uhensigtsmæssige bivirkninger som kvalme, opkast og diarré, så man må starte behandlingen forsigtigt og kun øge dosis langsomt.

”En anden uheldig bivirkning er, at det ikke kun er fedtdepoterne, der mindskes ved behandling med GLP1, men muskelmassen reduceres ligeledes,” pointerer Jens Juul Holst og forklarer nogle af udfordringerne omkring dette:

”Muskelmassen er nøje afpasset legemsvægten, så derfor tilpasser den sig. Ved vægttab taber man derfor også tilhørende muskelmasse – tabet er 1/3 muskelmasse og 2/3 fedtmasse. Når patienter har opnået det ønskede vægttab og måske ønsker at trappe ud af medicinen igen, oplever man, alt andet lige en vægtstigning. Og her er det uheldige, at det første, man tager på igen, ikke er muskelmasse, men fedt.

Derfor er det uhyre vigtigt, at vægttabsmedicinen ikke står alene, men kombineres med indøvelse af nye, sundere vaner omkring såvel kost såvel som fysisk aktivitet. Herved er det muligt at fastholde vægttabet og sikre, at muskelmassen bibeholdes og/eller genvindes. Heldigvis bliver fysisk aktivitet også lettere, når først man har tabt sig, ligesom det er lettere at omlægge kosten.”

Hvad bringer fremtiden for GLP1?

Lige nu forskes der på højtryk i at udvikle en GLP1-medicin i tabletform, med færre bivirkninger, og hvor det er muligt at bibeholde muskelmassen under vægttabet. Det bliver spændende at se, hvor hurtigt det går, og hvad der ellers måtte følge med af forskningsmæssige opdagelser undervejs.

Artiklen er skrevet af Mette Vennerstrøm, kommunikationsrådgiver, Psoriasisforeningen, og bragt i Hud & Helse 3-2025.

Her kan du læse udvalgte artikler fra dette nummer herunder resten af artiklerne fra temaet 'Mere madro':