Ringkøbing: Kan huden glemme psoriasis?
En ung forsker har i flere år forsket i psoriasis og huskeceller. Kan huden glemme psoriasis?
Ph.d.-studerende Thomas Emmanuel fra Institut for Klinisk Medicin modtager Frøknerne Hjerrilds legat på 200.000 kr. Han forsker i den inflammatoriske hudsygdom psoriasis og hyldes for at benytte en særlig metode, der helt undgår dyreforsøg.
Thomas Emmanuel vandt i april 2022 Psoriasisforeningens forskningsfonds konkurrence og titlen “Danmarks bedste yngre forsker“ for sit arbejde med at undersøge, om hudens “huskeceller“ kan bringes til at glemme alt om psoriasis. Hvis det lykkes, så er vejen banet for at undgå psoriasis i fremtiden.
Udgangspunktet er, at huskecellerne tror, at psoriasis er deres “normal-tilstand“, og derfor kommer der nye psoriasisudbrud hele tiden.
Hvis huskecellerne kan bringes til at glemme denne falske normaltilstand, så kan psoriasis standses. Foreløbig er det ønsketænkning, men i fremtiden kan yderligere forskning forhåbentlig give viden, der kan bruges i behandlingen.
Til forskerkonkurrencen havde Thomas Emmanuel kun syv minutter til at fortælle om sit projekt. Denne gang har vi god tid til at få detaljerne med og stille spørgsmål.
Vi glæder os til at høre, hvor langt Thomas er kommet i sin forskning på nuværende tidspunkt og om den nyeste forskning i psoriasis.