Mød os i Skanderborg til en snak om: Det gode behandlingsforløb
Kom og få et par hyggelige timer i selskab med andre i samme situation og fortæl om dine oplevelser med hensyn til behandling.
Psoriasisforeningens Århus-kreds inviterer alle interesserede mandag den 2. maj til mini arrangementet “Sofahjørnet” i Kulturhuset i Skanderborg, hvor læge Mikkel Bak giver et oplæg om “det gode behandlingsforløb”.
Bente Bärenwald, bestyrelsesmedlem i kredsen, giver sit bud på, hvordan det gode behandlingsforløb er set med patientens øjne.
Efter oplægget er der rigtig god tid til at stille spørgsmål til Mikkel og Bente samt til en hyggelig og uformel snak med de andre deltagere om at leve med psoriasis. Det er en kronisk sygdom, og behandlingen er ofte livslang. Vi kan lære af hinandens erfaringer.
Dette arrangement er en ny måde at mødes på, som er døbt “Sofahjørnet“. Navnet dækker over, at det kun er en lille flok, der samles. Emnerne vil skifte fra gang til gang, lige som disse små arrangementer kan holdes forskellige steder i kredsen med og uden en oplægsholder.