Støt os
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen
I denne artikel besvarer Psoriasisforeningens rådgivningsteam spørgsmål fra medlemmerne. Ofte besvarer de spørgsmål, som mange andre medlemmer også går og spekulerer over, derfor har vi valgt at bringe nogle af de oftest stillede i Hud og Helse.
Brænder du inde med et spørgsmål, behøver du ikke betænke dig eller vente, du ringer eller skriver blot med det samme til Heidi, Kirstine eller Pernille. De er klar til at besvare dit spørgsmål enten pr. telefon eller mail (afhængig af hvilken kontaktform du har valgt) inden for to hverdage.
Spørgsmål: Et af de hyppigste spørgsmål sygeplejerske Heidi Larsen får, handler om Methotrexat (MTX). Henvendelserne handler blandt andet om, at medlemmerne har fået tilbudt behandlingen og har brug for mere viden. Det kan også være bekymringer om, at skulle starte på MTX, da de har hørt, at det en ”farlig” behandling med mange bivirkninger.
Heidi svarer: Methotrexat er et lægemiddel, der bruges til behandling af psoriasis og psoriasisgigt. Methotrexat tages enten som tabletter eller som injektion én gang om ugen. Virkningen indtræder efter nogle uger, og den fulde effekt forventes først efter 6-8 uger. Det anbefales at tage folsyre (5-10 mg) to dage efter MTX -indtagelsen, for at nedsætte risikoen for bivirkninger som kvalme og nedsat appetit.
Inden behandlingen påbegyndes, tages der blodprøver for at vurdere, om patienten kan tåle behandlingen. Under behandlingen tages der regelmæssigt blodprøver, da MTX kan påvirke knoglemarven, det vil sige dannelsen af røde- og hvide blodlegemer samt blodplader. Leverfunktionen kan også blive påvirket. I starten tages der blodprøver hver 2. uge i en periode på 6-8 uger og herefter hver 3. måned.
Hvis der er påvirkede blodprøver, vil du som patient blive kontaktet af lægen, og I aftaler, hvad der videre skal ske. Måske skal du holde pause med medicinen. Da både MTX og alkohol omsættes i leveren, bør alkohol begrænses (0-3 genstande om ugen), da der ellers kan være risiko for leverskader. Er det et problem, er det vigtigt, at du taler med lægen om det. Hvis du er plaget af kvalme, kan du tage tabletterne inden sengetid. Så ”sover” du dig fra kvalmen. Hvis kvalmen fortsat er et problem, så kan tabletterne skiftes ud med MTX-sprøjter.
Når MTX gives ind under huden, minimeres eller forsvinder kvalmen helt. Generelt er Methotrexat en god og effektiv behandling, som man sagtens kan være på i mange år. Det er også en behandling, som vi har rigtig mange års erfaring med. Og da du som patient kommer til regelmæssige blodprøvekontroller, sikrer vi os, at der bliver passet på dig.
Hud & Helse nr. 2-2022
Spørgsmål: ”I et nummer af Hud og Helse skriver Kirstine Rosenfeldt om at holde sig ’lys’ i den mørke tid. Hun anbefaler, at man tager D-vitamin som tilskud i vinterhalvåret, men hvor meget? Vi har været på apoteket for at købe, men de spurgte hvor meget daglig dosis skulle være, og det vidste jeg ikke. Og kan man evt. i stedet få D-vitaminen gennem kosten?”
Kirstine svarer: ”Vi får ikke nok D-vitamin i vinterhalvåret, selvom vi spiser fødevarer med D-vitamin - men jeg vil uanset hvad anbefale at spise masser af specielt fede fisk (anbefalingen er 350 g. om ugen), æg og mælkeprodukter for at få den størst mulige mængde naturligt D-vitamin. Mængden af tilskud er afhængig af mærke/fabrikant - det anbefales at indtage 10 μg (400 IE) dagligt, men det vil være angivet på dåsen/flasken, hvad daglig dosis er. Det vigtigste er ikke at indtage mere end 50 μg dagligt (25 μg for børn under 11 år), men hvis I følger anvisningen fra fabrikanten, overstiger I langt fra dette”.
Hud & Helse nr. 2-2022
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen