Støt os
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen
Det er ikke kun smerter og kløe, der forhindrer et naturligt og godt sexliv for mange mennesker med psoriasis. Et af de helt store problemer, der ofte følger i kølvandet, er tabuiseringen af den sygdomsramte krop.
Sus Rasmussen er uddannet sygeplejerske, psykoterapeut og sexolog og har klinikken ”Sexologipraksis” i Århus. Hun holder ligeledes foredrag om identitet, kropsopfattelse og seksualitet for læger og sygeplejersker og bl.a. for sygeplejerskerne på Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme. I sin klinik møder hun ofte mennesker med psoriasis.
I dette interview fortæller hun om nogle af de problemstillinger, hun oftest møder i sin praksis – og ikke mindst - deler ud af gode råd til dig, der oplever, at psoriasis kan gøre sexlivet svært.
Seksuel sundhed er en stor del af et menneskes liv. Men studier peger på, at mennesker med psoriasis i hud og led har flere seksuelle problemer end den generelle befolkning. Alligevel søger mange ikke hjælp, fordi det er tabubelagt.
”De problemstillinger, jeg møder i min klinik i forhold til personer med psoriasis, er, at de føler sig anderledes - ud fra normalitets-begrebet. Det er tabuiseret og dermed ensomt for den enkelte. Ofte er jeg den første, de deler dette med. Hos mange er selvværdet meget påvirket. De føler sig uattraktive og gemmer deres krop samt mangler erotisk mod og undgår nærhed. En del finder det svært at slappe af og nyde det under seksuelt nærvær, hvilket kan give rejsningsproblemer, udeblivende fugtighed, smerter samt manglende orgasme. Dette medfører tit nedsat lyst til seksuelt samvær,” forklarer Sus Rasmussen.
Hun uddyber, hvorfor det er vigtigt at turde åbne op og tale med nogen om problemerne. ”Jeg opfatter deres problemer som store, og det giver en ikke-velfungerende seksualitet, hvis ikke de får rådgivning på området.”
Hun fortsætter, ”Jeg oplever ofte hos personer med genital psoriasis, at smerteproblematikken ved penetration gør, at seksualiteten helt ophører. Mange forbinder sex med samleje, og når samlejet ikke kan fungere enten pga smerter eller rejsningsbesvær, så stopper intimiteten og nærheden, hvilket er rigtig ærgerligt og ensomt for begge parter.”
Sus Rasmussen peger på en bredere forståelse af, hvad seksualitet også kan være, ”Der er en hel regnbue i mellem ingenting og samleje, som er meget spændende at kultivere på. På den måde bliver seksualiteten spændende, mangfoldig, og alle kan få ejerskab i den.”
Seksuel sundhed er et bredt begreb, der ikke kun dækker over fraværet af seksuel dysfunktion, sygdomme eller sårbarheder.
At være seksuelt sund betyder at opleve en fysisk, følelsesmæssig, mental og social trivsel omkring sin seksualitet. Seksuel sundhed kræver derfor en positiv og respektfuld tilgang til seksualitet og seksuelle forhold, og mulighed for at have lystfyldte og sikre seksuelle oplevelser, fri for tvang, diskrimination og vold.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Seksuelle problemer i tilknytning til psoriasis går på tværs af både alder og køn. Sus Rasmussen fortæller, at der er stor aldersspredning på de klienter, hun møder i sin konsultation fra de helt unge voksne og op til omkring 65 år. Til gengæld er kønnene ikke ligeligt repræsenteret.
”Jeg har flest mandlige klienter. Deres seksuelle problemer tager oftest udgangspunkt i rejsningsbesvær. Kvinder vælger måske mere bare at gennemføre samleje, hvor mænd ikke kan skjule, at de er påvirket,” begrunder hun.
Men uanset alder og køn, så er der én faktor, der ikke er til at overse, når man vil genskabe et godt sexliv efter den svære diagnose, som psoriasis kan være for mange. ”Det vigtigste er accept af sygdommen, da det i sig selv giver færre seksuelle problemer,” understreger Sus Rasmussen.
Hun forklarer, hvordan seksualitet i virkeligheden handler om selvtillid og at kunne nyde sin egen krop, som den er. ”Seksualiteten handler rigtig meget om, hvordan vi selv har det, og hvordan vi har det med vores krop. Jo bedre vi har det med den, jo større udstråling. Vi tiltrækkes af personligheden og ikke mindst af hinandens udstråling.”
Fordi sex - og i særdeleshed seksuelle problemer - er et meget tabubelagt emne i vores samfund, vælger mange at gå alene med dem. Men vi er nødt til at turde åbne op og fortælle om, de tanker og bekymringer, vi hver især går med. ”Vi har alle brug for at blive set og føle, at vores partner gerne vil os. Disse behov mættes igennem en dybere dialog. Derfor er det meget vigtigt, at du får delt dine bekymringer med din partner,” påpeger Sus Rasmussen.
Hun har følgende generelle råd:
Er du i et fast parforhold, giver Sus Rasmussen disse råd, som måske kan gøre seksuelt samkvem lettere for dig og være med til at fjerne nogle af bekymringerne:
Er du single, giver Sus Rasmussen disse råd, som måske kan gøre det nemmere at turde være intim med et andet menneske og finde en partner:
Artiklen er skrevet af Mette Vennerstrøm, kommunikationsmedarbejder, Psoriasisforeningen, og bragt i Hud & Helse 1-2021.
Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen