Personer med svær psoriasisgigt får tilskud til fodbehandling
Psoriasisforeningen og Gigtforeningen glæder sig over, at satspuljeaftalen for 2018-2021 betyder, at mennesker med svær psoriasisgigt kan få tilskud til fodbehandling.
Svær psoriasisgigt kan medføre invaliderende lidelser i både hænder og fødder. Det resulterer i nedsat funktion, smerter og ødelæggelser i leddene. Sammen med fortykkede negle, sart hud og større risiko for infektion gør sygdommen det svært for patienterne at tage sig af deres fødder.
”Derfor vil netop personer med svær psoriasisgigt få stor gavn af tilskuddet,” siger direktør i Psoriasisforeningen, Lars F. Werner. Psoriasisforeningen har i en lang årrække kæmpet for, at netop denne gruppe patienter kan sidestilles med patienter med svær leddegigt. Leddegigtpatienter kan få dækket halvdelen af udgiften til fodterapeut via sygesikringen.
”Det er en vigtig sag for vores medlemmer. At kunne bevæge sig omkring uden unødige smerter er helt afgørende for, at patienterne kan fungere i dagligdagen,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Hidtil har patienter med svær psoriasisgigt selv dækket udgiften til fodterapeut på typisk 380 kr. pr. behandling. Tilskuddet gives til relevante behandlinger hos en fodterapeut, f.eks. pasning af negle, forebyggelse af sår og sårbehandling. Beløbet for tilskud til fodterapi for patienter med svær psoriasisgigt i årene 2018-2021 udgør 4,2 mio. kroner.
Læs mere om Høring af udkast til bekendtgørelse om tilskud til fodterapi i praksissektoren
Ordningen forventes at kunne træde i kraft den 1. juli 2018.
Psoriasisforeningen takker Gigtforeningen for kampen og glæder sig over, at vi sammen kan forbedre vilkårene for mennesker med psoriasis i leddene.
Ved svær psoriasisgigt har patienterne typiskdeforme, smertefulde fødder med fortykkede negle og sart hud
- svært ved at nå deres fødder på grund af nedsat mobilitet
- en stor infektionsrisiko på grund af medicineringen
- vanskeligt eller umuligt ved selv at pleje deres fødder på grund af nedsat funktion i hænderne
Det anslås, at ca. 3.000 personer lider af svær psoriasisgigt. Syv ud af ti, der udvikler psoriasisgigt, har i forvejen diagnosen psoriasis.
Du kan læse mere om de afsatte midler her