Systemisk behandling - methotrexate, acitretin og ciclosporin
Medicin gives mange forskellige steder på og i kroppen. Nogle gange gives medicinen lige dér, hvor der er problemer, det hedder lokalbehandling. Andre gange fører blodet medicinen rundt i kroppen, det hedder systemisk behandling.
Methotrexat
Methotrexat (MTX) er et af de mest effektive midler til psoriasis, der nedsætter udviklingen af celler i overhuden og mindsker den betændelseslignende tilstand. MTX bruges også til behandling af kræft og leddegigt. I behandlingsperioden tages en tablet på 7,5-20 mg om ugen, og man skal være indstillet på regelmæssig at få taget en blodprøve. I starten af behandlingsforløbet 1 gang ugentligt og senere 1 gang månedligt.
Bivirkninger
Efter langvarig behandling med methotrexat kan leveren blive påvirket og i sjældne tilfælde også knoglemarven. I hele behandlingsperioden må man ikke indtage alkohol, da alkohol kan forstærke medicinens påvirkning af leveren. Desuden er der visse former for medicin, man ikke må tage samtidig med behandlingen.
Folinsyre mindsker kvalme
Nogle oplever voldsom kvalme og opkastning den dag, de tager tabletten. For at mindske kvalmen kan man efter aftale med lægen tage folinsyre og opdele methotrexatdosisen i 3 portioner, der tages med 12 timers interval. Dette skal altid aftales med lægen.
Vær opmærksom
Der er en række patientgrupper, som skal være særlige opmærksomme på behandlingens bivirkninger. Det gælder:
- Patienter med svær leversygdom pga. medicinens påvirkning af leverfunktionen.
- Gravide, da det kan skabe misdannelser af fosteret.
- Patienter med nedsat nyrefunktion - særligt ældre (60+) bør kun behandles med små doser, da nyrefunktionen nedsættes med alderen.
Acitretin
Acitretin er et syntetisk stof i familie med A-vitamin, der hæmmer de betændelseslignende tilstande i huden og normaliserer celledelingen. Acitretin anvendes kun til behandling af psoriasis og doseres i kapsler med 0,5-1,0 mg. Det er kun hudlæger (dermatologer), der må ordinere acitretin.
Behandlingen kan med fordel også kombineres med lysbehandlinger som UVB og PUVA eller smørebehandling med calcipotriol. For de fleste har acitretin en positiv effekt, men desværre kan behandlingen også medføre en række bivirkninger. Derfor er det væsentligt, at man går til regelmæssig kontrol.
Bivirkninger
En af bivirkningerne ved behandling af acitretin er tørhed i slimhinderne, hvor især læberne bliver meget tørre. Desuden kan behandlingen være forbundet med hudkløe, muskel- og ledsmerter, knogle- og ledbåndsforandringer. I sjældne tilfælde ses hårtab eller påvirkning af leverfunktionen. Acitretin kan også i sjældne tilfælde bevirke, at visse fedtstoffer øges i blodet.
Gives ikke til yngre kvinder
Gravide kvinder eller kvinder i den fødedygtige alder må ikke behandles med acitretin, da det kan ødelægge fostret både i behandlingsperioden og helt op til 2 år efter den sidste behandling. Også bloddonorer skal være opmærksomme på, at de først må give blod 1 år efter den sidste behandling.
Ciclosporin
Ciclosporin er et hurtigtvirkende lægemiddel til psoriasis, der nedsætter immunforsvarets funktion. Behandlingen bør kun gives i de allerværste tilfælde, hvor anden behandling ikke har haft tilstrækkelig virkning, da det er forbundet med en række alvorlige bivirkninger. Lægemidlet bruges også ved transplantationer. Behandlingen gives i doser, der er baseret på patientens vægt - 2,5-5,0 mg pr. dag pr. kg. Allerede efter få dage kan man se et resultat. Med behandling i 8-12 uger kan store psoriasisudbrud være afglattet.
Bivirkninger
Behandlingen kan være forbundet med forhøjet blodtryk, nedsat nyrefunktion og hudkræft. Det er derfor væsentlig, at der tages blodprøver, så lægen kan holde øje med, hvordan lever, nyre og de hvide blodlegemer udvikler sig.