Psoriasis-patienter søges: Deltag i forskning, undersøgelser, interviews og mere
På denne side samler vi danske og aktuelle undersøgelser eller andre anerkendte kilder, der søger psoriasispatienter ─ så du selv kan bidrage til forskning og oplysning, for et bedre liv med psoriasis.
Psoriasisforeningen bidrager på en række forskellige måder til at fremme psoriasisforskningen. For eksempel hjælper vi forskere og andre sundhedsfaglige - fra anerkendte instanser vi har kendskab til på området - med at formidle kontakten til mennesker med psoriasissygdomme, der er interesseret i at deltage i undersøgelser og kliniske forsøg.
For dig som patient kan det være en mulighed for at adgang til nyeste behandlinger, sundhedsfremmende viden eller metoder, eller få mere viden, tid med og opmærksomhed fra sundhedspersonale. Samtidig er du med til at forbedre behandlingen for andre med psoriasis.
Vi hjælper også journalister og andre, der gerne vil sprede oplysning om psoriasis i medierne.
Se hvem, der søger patienter med psoriasis/psoriasisgigt
Klik på pilene i fold-ud menuen herunder for at læse, hvem der søger patienter med psoriasis/psoriasisgigt lige nu - og hvad de søger til:
- Til Ekstra Bladet: VIL DU FORTÆLLE, HVORDAN DU BEHANDLER DIN PSORIASIS?
-
Psoriasisforeningen er blevet spurgt, om vi vil videreformidle følgende opslag:
Jeg skal skrive en sundhedsartikel om psoriasis, og i den forbindelse leder jeg efter en case - en person, som har psoriasis, men som har fundet en måde at holde sygdommen i ro på eller behandle den effektivt, når den blusser op.
Om det er med creme, sollys eller lysterapi er underordnet.
Selve interviewet kan klares over telefonen.
Artiklen skal bringes sammen med et billede af dig, så det skal du være OK med👇
💡KONTAKT KIRI PÅ MAIL:
Med venlig hilsen
Kiri Kim Lassen Jensen, Journalist
Media Movers for Jyllands-Posten / Ekstra Bladet Plus - Vil du hjælpe os med at gøre kliniske forsøg mere tilgængelige?
-
Vi tester en ny dansk hjemmeside – Nationalt Forsøgsoverblik – som skal gøre det nemmere for patienter og borgere at finde relevante kliniske forsøg at deltage i.
Vi søger deltagere til et kort interview (ca. 45-60 min), hvor du afprøver hjemmesiden og deler dine tanker undervejs med os. Det kan foregå online eller fysisk – du vælger selv.
Det er ikke nødvendigt, at du har deltaget i et klinisk forsøg.
👉 Interesseret? Kontakt Ditte Weber fra Aalborg Universitet på 93562002 eller ditte@plan.aau.dk for at høre mere og aftale et tidspunkt.
- BIOSKIN: Vil du deltage i forskningsprojekt om inflammatoriske hudsygdomme?
-
Vi søger raske forsøgspersoner og patienter med mild til svær psoriasis til et forskningsprojekt, som har til formål at undersøge årsagen til udvikling af hudsygdom samt finde gode metoder til at underkategorisere sygdommene og sikre markører for effekt af behandling.
Dette undersøges bl.a. ved at tage en blod- og hudprøve. Vi har brug for både 18-75-årige raske forsøgsdeltagere samt patienter med mild til svær psoriasis, atopisk eksem (dermatitis) og kontakteksem for at kunne sammenligne om der er forskel på de forskellige grupper.
For at deltage skal du møde op til et enkelt besøg af ca. 45-60 minutters varighed på Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital. Nogle forsøgspersoner vil blive tilbudt at deltage i en forlænget del af studiet, som strækker sig over 5 år (1 besøg/år).
Der betales ulempegodtgørelse svarende til 500 DKK samt transportgodtgørelse efter statens takster. Ulempegodtgørelse er skattepligtige.
Projektet er støttet af LEO Fonden, og godkendt af den Videnskabsetiske komité (H-21032986). For yderligere information og interesse for deltagelse i forsøget er du meget velkommen til at kontakte os på mail: bioskin.herlev-og-gentofte-hospital@regionh.dk eller tlf. 3867 3226.
Klik her for at melde dig eller høre mere (opretter mail)
Med venlig hilsen
BIOSKIN
Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital,
Gentofte Hospitalsvej 15, Opg. 15, 1. sal
2900 Hellerup
E-mail: bioskin.herlev-og-gentofte-hospital@regionh.dk
Telefon: 3867 3226
OBS. Siden opdateres primært ved henvendelse fra de ansvarlige
Dvs. der kan forekomme opslag, der ikke længere søger deltagere. Giv meget gerne besked, hvis du fanger et uaktuelt opslag, på kontakt@psoriasis.dk
Mangler din undersøgelse her?
Er du sundhedsfaglig, og vil du gerne have din undersøgelse på listen? Så send en beskrivelse af din undersøgelse, kriterier for forsøgsdeltagere, kontaktperson og anden vigtig information til kontakt@psoriasis.dk
Vi bringer typisk opslag om aktuelle undersøgelser og kliniske forsøg her på siden og som facebook-opslag (hvor du selv bedes holde øje med kommentarsporet) samt i udvalgte tilfælde i vores nyhedsbrev.
Lægemiddelstyrelsen: Nyt interaktivt kort giver patienter overblik over kliniske forsøg i EU
Et nyt interaktivt kort kan ifølge Lægemiddelstyrelsen give både patienter og sundhedsprofessionelle et hurtigt aktuelt overblik over kliniske forsøg overalt i EU. Dermed bliver det nemmere for patienter at identificere kliniske forsøg, det kan være relevant for patienten at deltage i.
Det interaktive kort er tilgængelig via platformen CTIS (Clinical Trials Information System), som alle kliniske forsøg i EU nu skal være registreret i. Læs mere og find link hos Lægemiddelstyrelsen her.
Hvad vil det sige at deltage i videnskabelige undersøgelser eller kliniske forsøg?
Det kan du læse meget mere om i artiklen her.
