Lys og Strålebehandling

Lys- og strålebehandling - UVB- og UVA-lys, PUVA og Bucky

Strålerne kan opdeles i kortbølgede UVB-lys og langbølgede UVA-lys, som hver på deres måde og i kombination med andre behandlingsformer har en gavnlig effekt på psoriasis.

Ultraviolet lys type B (UVB-lys)
De ultraviolette stråler type B kaldes også UVB-lys. Det er de kortbølgede stråler, og dem som bedst efterligner det naturlige sollys. Behandlingen med UVB-lys foregår i en speciel kabine, der minder om et solarium, hvor lysrørene afgiver samme lys som solens UVB-lys.
En behandling tager ofte kun få minutter og skal gentages 3 gange ugentligt. Lysmængden øges gradvist i behandlingsperioden, så huden vænner sig til strålerne. Efter 20-30 behandlinger ses ofte et positivt resultat.
Behandlingen kan også suppleres med D-vitaminlignende creme eller let tjærecreme, der øger hudens lysfølsomhed. Behandlingen foregår hos hudlæger og på hudafdelinger.

Bivirkninger
UVB-lys er de stråler i det ultraviolette spektrum, som kan give solskoldning. Derfor kan huden rødme lidt efter en behandling. Langvarig behandling med UVB-lys kan medføre, at huden aldres tidligere, og der er muligvis en øget risiko for at udvikle hudkræft.

Ultraviolet lys type A (UVA-lys)

De ultraviolette stråler type A kaldes også UVA-lys. Det er de langbølgede stråler, som har en brunende effekt på huden. Det er blandt andet UVA-lyset, man ser i næsten ren form i de almindelige solarier i solcentre mv.
Solariebehandling alene har ingen effekt, hvorimod klimabehandling, der er kendetegnet ved en stor koncentration af UVA-lys, har en langt bedre effekt.

Bivirkninger
Langvarig og intens brug af solarium kan føre til for hurtig ældning af huden og øget risiko for udvikling af hudkræft.

PUVA

PUVA er en anden form for lysbehandling, som kun anvendes i svære tilfælde af psoriasis, dog ikke til mindre børn, gravide og ammende kvinder. Behandlingen er en kombination af solariets UVA-lys og medicinsk behandling. P står for psoralen og er et stof i tabletform, der øger hudens følsomhed overfor ultraviolette stråler. UVA står for solariets ultraviolette stråler af type A.

Behandlingen gives 3 gange ugentligt, indtil man opnår den ønskede effekt. Tabletterne tages ca. 2 timer inden solariebehandlingen. Omkring 30 behandlinger kan give en fuldstændig afglatning af huden.

Det er meget væsentligt, at man hele behandlingsdagen bærer solbriller, der kan bortfiltrere UVA-stråler, fordi psoralen samler sig i øjets linse. Det anbefales også, at man beskytter huden mod sollys på behandlingsdagen og undgår solbadning i hele behandlingsperioden.
I behandlingskrævende tilfælde kan PUVA også kombineres med acitretin og kaldes så Re-PUVA.

Bivirkninger
PUVA behandlingen kan give bivirkninger som kvalme, hovedpine og utilpashed, hvilket skyldes tabletterne. Ved overdosering kan PUVA fremkalde rødme af huden. 
Et langvarigt og intensivt behandlingsforløb med PUVA kan øge risikoen for at udvikle hudkræft samt rynker og ældning af huden. I visse tilfælde kan behandlingen give forhøjet levertal. 
Patienter, der har modtaget mange behandlinger, bør derfor jævnligt kontrolleres af en læge.

BadePUVA

BadePUVA er ny form for behandling, hvor man kombinerer porasol og UVA-lys. I stedet for at patienten skal spise en tablet, tager patienten et bad i et badekar, hvor der er tilsat porasol.
Fordelen er, at porasolen kun trænger ind i huden og ikke ind i resten af kroppen, og doseringen er langt mindre end ved almindelig PUVA-behandling.
Efter 2-3 behandlinger om ugen i 5-6 uger opnås ofte et godt resultat. Behandlingen kan bruges som et alternativ til klimabehandling og er især velegnet til børn eller voksne, som ikke har mulighed for at tage til Israel i 4 uger.

Bucky-stråler

Bucky-stråler er bløde røntgenstråler, som kun trænger få millimeter ind i huden, hvorimod de hårde røntgenstråler, der bruges til røntgenbilleder og behandling af kræftknuder, kan gå på tværs af kroppen.
Bucky-stråler anvendes kun, hvis en anden lokalbehandling ikke har givet det ønskede resultat. Behandlingen må kun gives i et begrænset omfang. Sædvanligvis gives behandlingen en gang om ugen i 3-6 uger.

Bivirkninger
Som ved anden behandling kan overdreven brug fører til en række bivirkninger. Der er blandt andet risiko for, at huden bliver tynd og i sjældne tilfælde, at man udvikler hudkræft. Desuden kan der opstå pigmentering i huden.

 

Støt os

40.000
Børn og unge lider af psoriasis

Vi har brug for din støtte så vi kan bryde tabuer, hjælpe de unge og stoppe udviklingen

100 200 300 400 500

Bliv medlem

Meld dig ind i dag, og få adgang til alle fordelene med det samme.
Som medlem af Psoriasisforeningen støtter du en forening som kæmper  for bedre vilkår og livskvalitet for mennesker med psoriasis i hud og led, og deres pårørende.